Logo

eugenik.dk

Om race-hygiejne og IQ-forskning

Validate

Rosenberg — En Loyal Støtte

10. januar 2007

Professor, dr. med. Raben Rosenberg, er ansat ved psykiatrisk hospital i Risskov. Da Helmuth Nyborg blev udnævnt til professor i 1994, var Raben Rosenberg med i bedømmelsesudvalget, så han var i realiteten med til at udnævne Helmuth Nyborg til professor i psykologi.

I 2003 blev Raben Rosenberg præsident for "Det Lærde Selskab" ved Aarhus Universitet. Et af de første foredrag der blev arrangeret med Rosenberg som præsident var et hvor Helmuth Nyborg skulle tale om eugenik og sine teorier for forbedring af den nationale situation. Det blev mange medlemmer oprørte over, og mange overvejede at melde sig ud af selskabet. Én person gjorde alvor af dette.

Raben Rosenberg accepterede også holde foredrag for sine studerende side om side med Helmuth Nyborg på de medicinstuderendes faglige dag, efteråret 2006. Dette var på et tidspunkt, hvor Aarhus Universitet havde suspenderet Nyborg for videnskabelig uredelighed.

Raben Rosenberg vil sikkert forsvare sig med, at han blot lader Helmuth Nyborg komme til orde af hensyn til ytringsfriheden og den gode diskussion. Men eugenik er pseudovidenskab på linie med Intelligent Design, krystal-healing og astrologi, og Helmuth Nyborgs personlige lommefilosoferen hører ikke hjemme på et universitet. Det medvirker til at give disse ideer legitimitet over for de studerende og så at sige gøre dem stuerene.

"Sludder og vrøvl", vil nogen sige. "Selvfølgelig kan man i universitetssammenhæng diskutere evidensen af krystal-healing og astrologi som led i diskussion af temaer, der har samfundsmæssig interesse og betydning." Hertil kan man blot svare, at det afhænger af, hvordan det bliver gjort. Naturligvis kan man på et universitet gøre alting til objekt for en akademisk diskussion. Man kan diskutere eugenik, krystalhealing, pendulering, ID og alle andre fænomener som dukker op i samfundet.

Hvad man ikke kan gøre — hvis man vil tages seriøst — er at tildele sådanne pseudovidenskabelige emner en autoritativ platform for deres agitation.

Eugenik er ikke videnskab, det er fascistisk tankegods og Raben Rosenberg har et medansvar for legitimering og udbredelsen af disse ideer.


Permalink